Her får du et lille indblik i vores produktion. Profilmetal fremstiller Trapez-, Sinus- og Tagstensplader af pre-lakeret stål på vores fabrik i Slagelse. Mange tror vi selv maler pladerne, men sådan forholder det sig ikke. Når vi modtager stålet, er dette allerede varmegalvaniseret, overfladebelagt, malet i den færdige farve og klar til at valse. Du kan se, hvordan det foregår på nedenstående video. Materialet indkøbes i form af coils. Store ruller af stål bestående af ca. 1200 løbende meter. En sådan coil (stålrulle) vejer sådan cirka 5000 kg.
Grundet materialets godstykkelse på bare 0,4 mm eller 0,5 mm. er det muligt at profilere pladerne ved hjælp af vores profileringslinjer uden overfladen tager skade. Maskinen sørger ligeledes for, at pladen får sin styrke i kraft af profileringen, hvilket resulterer i, at pladerne kan laves i flere forskellige længder uden at gå på kompromis med bæreevnen.
Hos Profilmetal former vi vores Trapez-, Sinus- og Tagstensplader på profileringslinjer, som består af en serie af valser, som stålpladen passerer langsomt igennem. Efterhånden som stålpladen køres gennem valsen, får pladen den rigtige facon og klippes derefter i de bestilte længder. Det er en moderne, men gennemprøvet teknologi, hvor pladen bearbejdes forsigtigt.
På videoen herunder kan du se, hvordan processen foregår fra coil til endelig resultat. I videoen kan du foretage et besøg i vores produktion uanset, hvor du er.